Ron de Jeremy XO

Ron de Jeremy XO

Denne rom er en gave fra en rigtig god kollega, der kender og værdsætter min store passion for rom. “Porno-rom” kalder han den. Forklaring på denne saftige beskrivelse, følger længere nede i beskrivelsen. En overraskelse til en mand der skal muntres lidt op, som han sagde. Gode kollegaer hænger ikke på træerne, og slet ikke kollegaer der kommer med porno på flaske…

One Eyed Spirits er firmaet bag denne rom. Hvad er det for et firma, som vælger at markedsføre sit produkt på denne måde? Tydeligvis et firma som på ingen måde er selvhøjtidelig og som er meget utraditionel i sin tankegang. Alle ved, at en god markedsføringshistorie er guld værd, når man skal sælge noget, herunder også rom! Derfor er det lidt befriende, når et brand som dette ikke forsøger at klamre sig til en gammel historie, som forlængst er glemt og som på ingen måde har en relation til rommen i flasken. Dette er en rom, som ikke prøver at være noget som den ikke er – det er i sig selv ret forløsende.

Hvis du ikke kender herren som figurerer på labelen, så kan jeg informere dig om, at hans navn er Ron “The Hedgehog” Jeremy, og at han er pornoskuespiller (måske endda en af de største nogensinde – eller havde den største eller hvad ved jeg). Ron har medvirket i et hav af pornofilm siden slutningen af 70’erne.

Med sit fornavn (Ron = rom på spansk) har man valgt at bruge den nu 62 år gamle pornolegende i markedsføringen af denne romserie, der med den nye XO indeholder fire forskellige udgaver.

Ron de Jeremy XO er derudover et blend af forskellige romdestillater fra Barbados, Trinidad, Guyana og Jamaica. Herunder både lettere kolonnedestillerede rommer samt tungere pot still romdestillater. Det oplyses, at Ron de Jeremy Reserva (en yngre udgave i serien) er blendet af selveste master blender Francisco “Don Pancho” Fernandez, som har mere end 50 års erfaring i kunsten at blende. Alene dette er med til at brandet genvinder respekt i kredse og viser samtidig, at selvom brandet er sjovt og skævt, så gemmer der sig kvalitet bag. Don Pancho har blendet mange forskellige rommer på markedet, hvor der blandt hans seneste kreationer kan nævnes rommer som Zafra, Panamonte, Panama Red, Debonaire and Origene. Det skal så siges, at Don Pancho ikke har haft noget at gøre med dette XO blend.

Duft

Masser af sød, mørk flødekaramel, mokka, egetræ og meget modne tropiske frugter. Det er en mørk og krydret duft og på alle fronter en pleaser. Hvis du er bekendt med duften af Ron Diplomatico Reserva Exclusiva, så ved du, hvad jeg taler om.

Smag

Rommen går meget sødt ind på læberne og fylder munden med en smooth og behagelig smag. Den differentierer sig en smule fra Ron Diplomatico Reserva Exclusiva ved ikke at have helt så meget citrus, men ellers er oplevelsen af rommen stort set som at drikke Diplomaticos Exclusiva. Ligheden er slående.

Det første jeg tænker, når jeg dufter til rommen er; Diplomatico Reserva Exclusiva. En af de bedst sælgende rom på markedet. Det er tydeligt, at man har forsøgt at ramme en duft og smag, som ligner Diplomatico. Rommen er smagsmæssigt designet til netop at ramme den kæmpemæssige publikumskare, som i forvejen elsker rom som Ron Diplomatico og Ron Millonario. Det handler om at lave noget rom, som forbrugerne kan lide, og det er i den grad lykkedes

Mærke: Ron de Jeremy XO
Destilleri/blending: One Eyed Spirits
Alcohol: 40% vol
Alder: 15 y.o.
Land: Blandet (Barbados, Trinidad, Guyana og Jamaica)
Pris: ca kr 350,-