El Dorado Versailles 2002 Rare Collection 63%

El Dorado Versailles 2002 Rare Collection er fremstillet af Demerara Distillers Limited (DDL) i Guyana, og her besidder man de eneste tilbageværende destilleringsapparater af træ: Enmore (wooden continuous coffey still), Port Morant (wooden double pot still) og Versailles (wooden single pot still). Rommen fra Enmore, Port Morant og Versailles har nogle helt særlige karakteristika, og fadene fra disse gamle trædestilleringsapparater har længe været et yndet opkøb hos uafhængige aftappere som Velier, Bristol Spirits, Samaroli, m.fl. DDL har fremover besluttet at anvende alle fadene selv, og man tager nu det første skridt i den nye strategi med udgivelsen af El Dorado Rare Collection rom-serien. El Dorado Versailles 2002 Rare Collection er 12 år gammel og tappet ved fadstyrke på 63%.

Mærke: El Dorado Versailles 2002 Rare Collection
Destilleri: Demerara Distillers Limited (DDL)
Alcohol: 63%
Alder: 12 år
Land: Gyana
Pris: kr 1.795,-

Review:

El Dorado Rum Versailles 2002

Anmeldt d. 27-01-2016 af Mads “Romhatten” Heitmann

Duft

Det første, jeg tænker på, er brunkager og vaniljekranse. Både denne Versaillesaftapning og dens bror Port Mourant har en følelse af jul over sig. Når jeg kommer lidt videre ind i aromaen, finder jeg også lakrids, karamel og citrus. En meget harmonisk duftende rom, men med knapt så meget power som Port Mourant 1999.

Smag

Ved første indtryk er rommen klart skarpere på alkohollen end Port Mourant 1999. Den har ikke så afrundet en profil, men når det er sagt, så er der stadig mere smagsmæssig energi i Port Mourant 1999, end her. Vi har langt mere “navy feel” i Port Mourant 1999 end hos Versailles 2002 – mere læder, mere varm asfalt og mere piratblod! Ja, mere af alt faktisk!

Eftersmagen er lang og kompleks og rigtig flot afbalanceret, men den mangler lige det sidste “kick” for at nå op på højde med El Dorado Rum Port Mourant 1999…

Bedømmelse

Den næste rom, der står for skud i den nye Rare Collection-serie fra El Dorado, er deres Versailles aftapning på 63 % abv. Versailles er navnet på et destilleringsapparat ligesom Port Mourant. Hvor de begge to er meget gamle og lavet af træ, så er forskellen på de to apparater bl.a. at Versailles kun består af én pot og Port Mourant er det man kalder for et “dobbelt kedlet anlæg”.

Jeg har ikke stiftet specielt meget bekendtskab med Versaillesdestillater i sin rene form som her. Kun i nogle enkelte Plantation Single Cask Rum aftapninger og en enkelt Bristol Classic Rum aftapning destilleret i 1985 (denne har jeg endnu ikke smagt på, men den står dog på hylden og venter). Det er et forholdsvist sjældent destillat, som her står alene og i sin reneste form – tropisk lagret, ingen tilsætning af andre destillater (ej heller vand) eller filtrering.

Dette “single wooden still” var oprindeligt fra Versailles som lå langs Vestbredden af Demerara Floden. Apparatet blev efterfølgende flyttet til Enmore, derefter til Uitvlugt, og endelig til Diamond, hvor det står den dag i dag. Det jeg på forhånd ved om destillater fra Versailles er, at de ikke er så tunge og voldsomme som fx destillater fra Port Mourant, og det har også resulteret i nogle lidt lunkne anmeldelser rundt omkring på nettet. Versailles har generelt aldrig kunnet hamle op med Port Mourants full bodied flavour!

For mig at se, så ligger Demerara Distillers ikke inde med specielt meget rom fra deres Versailleskedel, da de bruger det meste af det, de destillerer i deres blends. Under alle omstændigheder, så er det ikke den rom, som uafhængige aftappere får tilbudt mest af. Versaillesdestillatet indgår i størstedelen af El Dorado-serien og benyttes som hovedkomponent i deres 12 års blend, og på den måde er det selvfølgelig et destillat som ofte benyttes af blenderne på Demerara Distillers.

I forrige anmeldelse af Port Mourant 1999 kommenterede jeg den manglende information omkring udgivelsens omfang. Dette har jeg imidlertid fået oplyst til at være omkring 3000 flasker af hver udgave. En opfordring til DDL: På med denne oplysning på etiketten næste gang I udgiver rom i Rare Collection-serien.

Personligt ville jeg til hver en tid vælge El Dorado Rum Port Mourant 1999 over denne aftapning, men når det er sagt, så er dette stadigt et utroligt godt glas rom! Tropisk lagret 12 år gammel full proof rom smager fantastisk! Jeg glæder mig til at smage og ikke mindst anmelde El Dorado Rum Enmore 1993!

El Dorado Demerara

 

El Dorado Demerara
Kvalitet behøver ingen forklaring. Det er grundlaget for produktionen af El Dorado rom. De tradtionelle arbejdsmetoder benyttes stadig til at producere en rom af høj kvalitet og starter med de bedste sukkerrør.
I århundreder er El Dorado rom blevet lagret i egetræsfade hvilket intensiverer den fortryllende smag af rom.
Alle Gyana’s traditioner for rom produktion manifesteres i hver eneste flaske El Dorado rom.

Mærke: El Dorado Demerara 25
Destilleri: Demerara Destilleris
Alcohol: 40% vol
Alder: 10 år
Land: Guyana
Pris: kr 4.500,- – Andre El Dorado fås fra omkring kr 250,- og opefter

El Dorado Demerara 25 Vintage 1980

Anmeldt d. 19-06-2013 af Mads “Romhatten” Heitmann

Duft

Rommen trækker nogle helt vilde gardiner, som hænger på indersiden af glasset i forbavsende lang tid, hvilket giver en stor lyst til at stoppe snuden ned i glasset – faktisk så langt ned den overhovedet kan komme. Duften der møder én er ikke så sødlig som forventet, men det er ikke nødvendigvis noget dårligt tegn. Duften er yderligere tyk, fyldig, fed og hvad der nu ellers findes af ord der kan beskrive en overdådig duft-konsistens! Ja, duften er nærmest så kraftig, at man kan skære i den… De umiddelbare noter der møder mig er mørk karamel og melasse, brændte krydderier så som vanilje, muskatnød, brun farin og kanel. Derudover finder jeg valnødder og tørrede frugt, så som dadler, figner og rosiner. Måske endda tobak og masser af egetræ fra fadet, selvfølgelig.

Smag

Styrken på denne rom er oppe at ramme et niveau der kan beskrives som perfekt. Den er bestemt til stede og udmærker sig ved, at den åbner op for forskellige indtryk og smage, men samtidig er den ikke så dominerende, at man ikke kan smage det rommen ellers har at byde på. Det er min umiddelbare holdning, at dette er den mest komplekse rom jeg har smagt til dato.
Jeg sidder med et glas El Dorado Demerara 15 ved siden af for at have noget at sammenligne med. Hér er eftersmagen ikke så lang, den er sprittet (ved siden af den 10 år ældre storebror) og så fylder den ikke nær så meget i munden.

Bedømmelse

Endelig er den her! El Dorado Demerara 25 er kommet på Romhatten.dk. Det er muligvis den rom jeg personligt har ventet længst på, at komme til at smage og det er der flere årsager til. El Dorado er for det første et af mine absolutte yndlingsmærke og det har det stort set været lige siden jeg begyndte at drikke rom tilbage i 06/07. For det andet, så er den eksklusiv og stort set ikke til at komme i nærheden af, og skulle man være heldig at opstøve den, så koster den op imod 3.000 DKK.

El Dorado Demerara 25 er en blanding af meget gammel rom og er skabt for at markere årtusindskiftet. Rommen er et resultat af et blend på minimum 25 år gammel rom, som er modnet i brugte bourbon egetræsfade. Dette er naturligvis helt forskelligt fra det utal af rom, som bliver lavet ud fra solera-stilen, hvor alderserklæringen fremhæver den ældste rom i blandingen, men som også normalt omfatter en høj procentdel af rom, som er meget yngre end det der står på flasken.

Der findes en nyere udgave af denne flaske, som hedder Vintage 1986. Denne kom på markedet i 2014 og forhandles til omkring 5.000 kr. Jeg smagte den på London Rumfest ’14, og de holder bestemt kvaliteten.

Jeg tror ikke jeg lyver når jeg siger, at jeg kunne drikke en hel flaske 80’er uden at blinke, men det er der overhovedet ingen grund til. Ét glas af denne 25 år gamle djævel giver én så fandens meget smag, kompleksitet, fylde og fedme at en hel flaske af El Dorado Demerara 15 godt kan pakke sammen.

El Dorado Demerara 25 har gjort det. Jeg må kapitulere og aflevere alle 100 points. Jeg er en slagen, men glad mand.